Beretning om revisionen af statens forvaltning i 2024

18-08-2025

Beretning nr. 21/2024

Beretningen handler om 56 revisioner, som Rigsrevisionen har gennemført i 2024.

Formålet med revisionerne er enten at vurdere, om et ministerium efterlever udvalgte regler (juridisk-kritisk revision), eller at vurdere, om et ministerium har systemer og processer, der understøtter en sparsommelig, produktiv eller effektiv forvaltning (forvaltningsrevision).

Rigsrevisionen vurderer, at ministerierne har en tilfredsstillende forvaltning i hovedparten af revisionerne.

Rigsrevisionen har en kritisk udtalelse om Uddannelses- og Forskningsministeriets styring af udviklingen af det studieadministrative it-system esas.

Rigsvisionen omtaler desuden en række sager i beretningen, hvor ministerierne har mangler i afgrænsede dele af deres forvaltning. Sagerne vedrører:

  • Skatteministeriets inddrivelse af virksomheders nystiftede skattegæld og udbetaling af momskompensation til foreninger mv.
  • flere ministeriers indkøb af it-tjenesteydelser
  • flere ministeriers it-sikkerhed
  • Skatteministeriets og Justitsministeriets håndtering af tilbageholdte varer og narkotika
  • Forsvarsministeriets havmiljøberedskab i Grønland.

Rigsrevisionen har selv taget initiativ til beretningen.

Kort fortalt (PDF) Hele beretningen (PDF)

Statsrevisorernes bemærkning til beretningen

Den 18. august 2025 behandlede Statsrevisorerne

Beretning nr. 21/2024 om revisionen af statens forvaltning i 2024

Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:

"Statsrevisorernes grundlovsbestemte gennemgang af statsregnskabet baserer sig primært på de sager, som Rigsrevisionen på grund af sager­nes kritiske, principielle eller tværgåen­de betydning har valgt at rapport­ere om i beretning nr. 21/2024 om revisionen af statens forvaltning i 2024, og på Rigsrevisionens bevillings­kontrol og vurdering af, om statsregnska­bet er rigtigt i beretning nr. 20/2024 om revisionen af statsregnskabet for 2024. 

Statsrevisorerne finder det tilfredsstillende, at ministerier­ne i alle væsentlige henseender har forvaltet i overensstem­melse med reg­ler­ne i 22 udførte juridisk-kritiske revisioner, og at ministeri­erne i alle væsentlige henseender har understøttet en sparsomme­lig, produktiv eller effektiv forvaltning i 13 udførte forvaltnings­revi­sio­ner. 

Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har haft en mangelfuld styring af udviklingen af det studieadministrative it-system esas, som bruges på professionshøjskoler, erhvervsakademi­er og maritime uddannelsesinstitutioner. Den mangelful­de styring har medført forsinkelser og fordyrelser. Rigsrevisionen har afgivet en kritisk udtalelse om sagen.  

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at der har væ­ret regelbrud eller mangler på dele af Skatteministeriets og Indenrigs- og Sundhedsministeriets områder. Statsrevisorerne finder det ligeledes utilfredsstillende, at fem ud af seks ministerier har svagheder i deres styring af indkøb af it-tjenesteydelser.

Regelbruddene eller manglerne vedrører følgende: 

  • Skatteministeriet har i 2024 sendt nystiftet virksomhedsgæld for 5,8 mia. kr. til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, selv om der er tvivl om, hvorvidt det er lovligt at inddrive gælden.
  • Skatteministeriet har i 2024 udbetalt forkert momskompensation til almennyttige og velgørende foreninger for estimeret 21,3 mio. kr.
  • Indenrigs- og Sundhedsministeriet har brudt udbudsregler­ne ved 5 kontrakter, og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har brudt udbudsreglerne ved én kontrakt.
  • Udlændinge- og Integrationsministeriet, Social- og Boligministe­riet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Transportministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har ik­ke i tilstrækkelig grad sikret regeloverholdelse, styring eller begge dele i forbindelse med køb af it-tjenesteydelser. 

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at der er kon­stateret en utilstrækkelig forvaltning på en række særligt udvalgte revisionsområder. 

Den utilstrækkelige forvaltning vedrører følgende: 

  • Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Domstolsstyrelsen og Uddannelses- og Forskningsministeriet har flere mangler i it-sikkerheden i deres it-systemer.
  • Udenrigsministeriet har fortsat ikke rettet op på mangler i it-sikkerheden 5 år efter, at Rigsrevisionen gjorde opmærksom på det.
  • Skatteministeriet har fortsat mangler i it-sikkerheden i inddrivelsessystemet PSRM, som i værste fald kan medføre, at borgeres og virksomheders gæld til det offentlige ikke kan inddrives.
  • Toldstyrelsen har en utilstrækkelig registrering af, hvilke varer styrelsen har tilbageholdt, og styrelsen mangler overblik over, hvor varerne opbevares.
  • Politiets opbevaring af narkotikakoster har mangler. I én ud af 4 besøgte politikredse har man ikke sikret, at narkotikakoster opbevares, så de kun kan tilgås af særligt betroede medarbejdere. I en anden af de besøgte kredse destrueres narkotikakoster, inden straffesagen er afgjort.
  • Forsvarsministeriet har ikke sikret, at de kan bekæmpe alle de typer af olie- og kemikalieforurening i havet ved Grønland, der følger af lovgivningen. Ligeledes foreligger der en beredskabsplan, men planen er ikke opdateret siden 2016."

Rigsrevisionens notat af 20. november 2025

Rigsrevisionen følger i dette notat op på beretning nr. 21/2024 om revisionen af statens forvaltning i 2024.

Notatet er baseret på redegørelser fra 12 ministre og handler om de initiativer, som ministrene har iværksat eller vil iværksætte som følge af beretningen.

Rigsrevisionen vil følge udviklingen og orientere Statsrevisorerne om nedenstående sager i en kommende beretning om revisionen af statens forvaltning:

  • Skatteministeriets arbejde med at sikre, at al ny gæld kan inddrives ved modtagelsen
  • Skatteministeriets arbejde med at nedbringe mængden af fejl i momskompensation til foreninger
  • Indenrigs- og Sundhedsministeriets overholdelse af udbudsreglerne
  • Udlændinge- og Integrationsministeriets, Social- og Boligministeriets, Indenrigs- og Sundhedsministeriets, Transportministeriets og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets arbejde med at forbedre styringen af køb af it-tjenesteydelser
  • Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris, Domstolsstyrelsens, Uddannelses- og Forskningsministeriets, Udenrigsministeriets og Skatteministeriets arbejde med at udbedre mangler i it-sikkerheden
  • Skatteministeriets og Justitsministeriets arbejde med at sikre en tilstrækkelig håndtering af henholdsvis tilbageholdte varer og narkotikakoster
  • Forsvarsministeriets og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs arbejde med at forbedre havmiljøberedskabet ved Grønland, så det lever op til internationale forpligtelser, gældende regler og Forsvarets egne målsætninger.

Rigsrevisionen vurderer på den baggrund, at beretningen om revisionen af statens forvaltning i 2024 kan afsluttes. 

Hele notatet (PDF)

Beretningshistorik